Ninette Larsen udtrykker i sine debutdigte Hybrid noget nyt, noget ikke-før-set. Hun repræsenterer ikke bare den yngste litteratur, hun inkarnerer den. Det vil sige: hun er en sådan ny litteratur. – Hun ånder sit udtryk med samme selvfølgelighed, som hun trækker vejret. Det er naturligt for hende at skrive præcis, som hun gør. Altså er hendes digte digte i naturform. Sådan som digte må være og skrives for et natur-talent.

I mangel på den erfaring og det panser, som årerne giver eller kunne give, har hun kun sproget selv til rådighed. Men det har hun qua sin alder til gengæld også i overmål. Hun er nemlig i den fase af livet, hvor billederne bliver til. Det vil sige ikke-20-år-gammel. Man tænker uvilkårligt på Morti Vizki eller Michael Strunge. At der er den uspolerethed i billeddannelsen og i farten og dødsforagten. Og at den uspolerethed paradoksalt nok lever af og med det dybe sår.

(Det danska förlaget Gladiators presentation)